Historier fra min barndom om Andersvænge
I hele min barndom har jeg kendt til det der blev kaldt “Åndssvageanstalten”
Vi vidste den lå ude hvor Rosenkildevej endte og vi så den daglige trafik derud da det var den eneste vej der dengang førte der ud.
Jeg havde da jeg kom i skole skolekammerater hvis forældre arbejdede derude og vi børn på Rolighedsvej havde en ven der hed Leo og som af en eller anden grund af forældrene var blevet anbragt derude som fik lov til at komme og lege med os, den efterfølgende historie om
Margrethe BLEV STRAFFET PÅ ANSTALT.
Er et skræmmende billede hvad der foregik på Andersvænge. Læs den nederst og bliv klogere
Vi lærte at kende flere af dem der arbejdede der ude af udsende Bla. Viggo Marker som boede med sin hustru som også arbejdede derude ovre på Østre Alle, min mor gjorde rent for ægteparret Marker og da jeg var for lille til at være alene tog min Mor mig med på arbejde det var flinke mennesker.
Viggo Marker har været med til at skabe så meget for samfundets svageste. Hans arbejde som gartner på Andersvænge gennem mere end 40 år.
Der er historier om Marker som fortæller hvis overlægen ikke var enig med Marker og råbte “Det er mig der er overlæge” råbte Marker “Jamen det er Fandme mig der er Gartner” det viser hans engagement for mennesker, ingen andre ville kendes ved. Og vel at mærke kom denne entusiasme til udtryk længe før, andre begyndte at debattere den daværende åndssvageforsorg.
Viggo havde gennem en del af livet sine fjender. De var måske ikke mange, men det havde sin pris at være kommunist. Op gennem 30’erne havde han sine kampe med nazisterne, mens han var ansat i Augustenborg på Als.
Dansk Forsorgshistorisk husker Viggo Marker. Udover at han var overgartner på Andersvænge, var han forbundsformand i Åndssvageforsorgens personaleforbund samt sad i byrådet i Slagelse for kommunisterne.
Margrethe blev straffet på anstalt: Spændt fast med bælte i to uger
Som 15-årig stjal Margrethe en krone fra sin lærer for at slippe væk fra et opholdssted, hun ikke brød sig om. Prisen, hun selv måtte betale, var værre, end hun nogensinde havde forestillet sig.
En sommerdag i 1961 rullede en sort bil ind foran børnehjemmet Sølyst i Jyderup. På bagsædet sad 5-årige Margrethe, og på forsædet en chauffør hun ikke kendte. Hun vidste heller ikke, hvad hun skulle der endnu. Ingen havde fortalt hende, hvorfor bilen pludselig hentede hende hos hendes mor i København og kørte af sted med hende uden moren og hendes fire søskende.
Chaufføren satte hende af og kørte væk igen.
– Det gik hurtigt op for mig, at jeg skulle blive der. Jeg kom ind på kontoret, hvor forstanderen og en plejemor bød mig velkommen, og så var jeg godt klar over, at det var her jeg skulle bo fremover, siger den nu 68-årige Margrethe Sørensen fra Slagelse.
Hun blev sendt på børnehjem, fordi hendes mor ikke kunne passe hende længere. Margrethe var et såkaldt blåt barn, der blev født med lavt iltindhold i blodet, og som 2-årig fik hun sit blod udskiftet, da hun ellers ville dø. Hun havde også epilepsi.
– Jeg var så syg, at lægerne spåede, at jeg kun ville leve, til jeg blev 12 år. Når epilepsien ramte, faldt jeg bare bagover, og så gik jeg i krampe og mistede bevidstheden. Jeg røg ind og ud af forskellige hospitaler og skulle hele tiden prøve ny medicin. Min far var ikke en del af mit liv, så min mor var alene om alle os børn, og det blev for meget med al den sygdom oveni.
To år uden mor
Margrethe så ikke sin mor eller søskende igen de næste to år. Men hun vænnede sig hurtigt til det.
– Den første dag var jeg ked af det, men så trøstede plejemor mig og sagde: ”Vi skal nok passe godt på dig, Margrethe”. Jeg tror, at jeg søgte en morrolle i hende, og jeg savnede ikke min egen mor i den forstand. Vi var ikke så tætte, men havde mere fået et patient/plejer-forhold. Jeg var også vant til at blive kastet rundt til alle mulige steder på grund af sygdommen, så jeg var god til at tilpasse mig og affinde mig med at være nye steder.
Margrethe vænnede sig også hurtigt til børnehjemmet.
– Jeg havde et godt forhold til både de andre børn og de ansatte, og jeg var rigtig glad for at bo der.
I sin nye bog ”Søstjernen” fortæller hun om tiden på Sølyst, som bogens titel refererer til.
Vi havde en stor skov tæt på og en dejlig stor byggeplads, hvor der blev hamret og savet, sømmet og skruet, og hvor vi lavede en lille by, hvor vi kunne lege hele dagen lang. Og så klatrede jeg i træer for at se, hvor højt jeg kunne komme op. (…) De sagde, at jeg skulle have været en dreng i stedet for en pige, fordi det var drenge, som gjorde de ting, og ikke en pige som mig. Men det var det jo, skriver Margrethe i bogen med henvisning til sin buldrende og bramfri facon, der stadig skinner igennem i dag.
Stjal en krone
Når Margrethe havde fødselsdag, kom hendes mormor på besøg. Hendes mor og søskende kom ikke. Som 7-årig besøgte hun for første gang sin mor i en weekend, men da de gik en tur i skoven, fik Margrethe et epileptisk anfald, og moren bar hende i sine arme tilbage på børnehjemmet.
– Så sagde plejemor, at når min mor ikke kunne sørge for, at jeg fik min medicin, så kunne hun ikke regne med at få mig hjem mere. Men det gjorde ondt, at hun så ikke kom og besøgte mig i stedet.
Da Margrethe voksede fra epilepsien i 10-11-årsalderen, vendte hun ikke hjem til moren, men flyttede i stedet til Louisestiftelsen i Sorø – et pigehjem oprindeligt tiltænkt forældreløse børn. Her boede hun nogle år og havde det godt, selv om det skar i hjertet, at moren fortsat ikke besøgte hende. Heller ikke da Margrethe blev døbt i løbet af sin tid der.
Som 15-årig blev hun sendt videre til skolehjemmet Højbo i Kalundborg.
– Dét sted var jeg ikke glad for. Jeg led af eksem på armene og blev kaldt for ”eksemdåse” af de andre børn, så jeg klagede til forstanderen og det øvrige personale, men de gjorde ikke noget ved det. Der var kun én mulighed: Jeg skulle væk derfra! Så jeg stjal en skide enkrone fra min gymnastiklærer, og det blev jeg snuppet for, hvilket også var mit mål, for jeg ønskede jo at blive smidt ud. To dage efter blev jeg sendt til Andersvænge. Det var dog ikke lige sådan et sted, jeg havde forestillet mig at komme hen.
Blev lagt i bælte
Året var 1971, og Andersvænge i Slagelse hørte under ”Åndssvageforsorgen”, som det hed dengang. Institutionen var inddelt i mange forskellige afdelinger, alt efter hvor udviklede beboerne vurderedes at være.
Det første år boede Margrethe på sygehusafdelingen, hvor der blev anvendt lægelige midler til behandlingen af de anbragte. Beroligende sprøjter og bæltefiksering blev hyppigt benyttet til at regulere adfærden, og Margrethe slap ikke.
Her ses Margrethe forrest under en juletræsfældning på Andersvænge. En hyggelig tradition, der stod i skarp kontrast til andre tilbagevendende begivenheder på institutionen.
Tre gange modtog hun en sprøjte og blev lagt i bælte, hvilket indebar, at hun hver gang var fastspændt til en seng i op til to ugers varighed. Hun kom kun op af sengen, når hun skulle på toilet, og blev fulgt direkte tilbage bagefter. Ifølge Margrethe fik hun ikke fast føde under bæltefikseringerne, kun væske.
– De var syv voksne om at holde mig, når jeg skulle lægges i bælte. Jeg gik ikke med til det frivilligt, kan jeg godt love! understreger Margrethe, som mener, at fikseringerne skete som en straf på baggrund af bagateller.
Den første gang var det, fordi hun var klatret op i et træ som en protest imod, at hendes ønske om at blive flyttet til en anden afdeling var blevet afvist. Anden gang skete det, efter at hun var kommet op at diskutere med en anden anbragt pige om et garnnøgle, som de begge mente var deres. Og tredje gang var det en konsekvens af, at hun havde skjult sig oven på et skur.
Som et fængsel
For Margrethe føltes bæltefikseringerne som et fængsel.
– Man fik en sprøjte, blev døsig og sov hen, og så vågnede man i bæltet og tænkte: ”Hvad fanden ligger jeg her for?”. Det var enormt klaustrofobisk
, og jeg kan huske, at jeg tiggede personalet om at komme ud, men de sagde bare, at det var dem, der afgjorde, hvornår det skete. Det var ulideligt ikke at vide, hvor længe man skulle ligge der, og tiden sneglede sig af sted. Det eneste, man kunne, var at sove, gå på toilettet og så tilbage igen for at sove videre.
Margrethe prøvede selv at vriste sig fri, men det lod sig ikke gøre, og hendes anstrengelser for at undslippe bæltet havde blot den modsatte effekt.
– Når jeg strittede imod, blev jeg opfattet som aggressiv og fik at vide, at jeg havde brug for mere tid til at falde til ro.
Om Andersvænge
Andersvænge blev indviet i 1940 i Slagelse som en af den tidligere åndssvageforsorgs store institutioner. Den lægelige behandling, herunder medicinering og bæltefiksering, var i højsædet frem til 1960, hvorefter undervisning og socialisering fik større indflydelse på behandlingen af de udviklingshæmmede – selv om førstnævnte behandlingsform stadig foregik. Omkring 1980 var den lægelige ledelse en saga blot på Andersvænge, og brugen af bæltet blev i samme periode forbudt. Samtidig overtog Vestsjællands Amtskommune driftsansvaret fra staten, og amtsrådet besluttede, at institutionen skulle ophøre med udgangen af 1990. I dag lægger stedet lokaler til Dansk Forsorgshistorisk Museum.
Det var værst for hende, da hun lå bæltefikseret i forbindelse med kong Frederik den 9.’s død. Margrethe, der altid har elsket den kongelige familie og havde et billede af dem på sit værelse på Andersvænge, ønskede at hele sit hjerte at se sørgeoptoget i fjernsynet som alle andre.
– Jeg blev heldigvis sluppet fri klokken 12, så jeg næsten kunne se det hele. Da havde jeg ligget der i 14 dage.
Margrethe forsøgte at forklare de ansatte, at hun jo ikke var syg, og at det derfor ikke gav mening, at hun var indlagt på sygehusafdelingen.
– Men de sagde til mig, at jeg var nødt til at blive der, indtil der blev ledigt på en af de andre afdelinger. Dagene gik ikke med ret meget. Man kunne gå en tur udenfor, men ellers var der ikke det store at lave.
Fandt sig til rette
Efter et års tid kom hun endelig over på en pigeafdeling, som hun havde håbet at ende på længe. Her fandt hun sammen med to andre anbragte, som hun udviklede venskaber til.
– Det hjalp, at jeg havde dem at hygge og snakke med, siger Margrethe, som dog stadig fantaserede om at stikke af.
– Men det var ikke en mulighed, for hvis man gjorde det, risikerede man at blive hentet af politiet og ryge på sygehusafdelingen, hvor man ville blive undersøgt i underlivet, så de kunne se, om man havde haft samleje med en mand. Og man risikerede også at ryge i bæltet igen.
I stedet forsøgte hun, som hun havde gjort så mange gange før, at finde sig til rette under de omstændigheder, hun blev budt. Der var da også lysglimt i tiden på Andersvænge. Sommerfesterne, udflugterne og samværet med de andre anbragte piger og drenge i de grønne områder omkring bygningerne.
Men især holdt Margrethe af at komme på Andersvænges beskyttede værksteder, hvor hun kunne udfolde sine kreative sider. Ikke mindst hos Kirsten Rosenkilde, som var en ung værkstedslærer dengang. Hun lærte blandt andet Margrethe at sy ryatæpper, og de to fik et tæt bånd.
Kirsten og hendes værksted var mit frirum, kan man roligt sige. Hun betød en hel del for mig, siger Margrethe, som boede på Andersvænge indtil 1973.
Nu, 51 år senere, har Ude og Hjemme arrangeret et møde mellem de to på Dansk Forsorgshistorisk Museum, der har til huse i de selvsamme lokaler, hvor Andersvænge engang lå.
Glædeligt gensyn
Kirsten er i dag pensionist og frivillig rundviser på museet. Hun venter spændt i indgangslokalet på Margrethe, som får et varmt kram, så snart hun træder ind ad døren.
– Jamen, Margrethe, det er jo dig! Du ligner dig selv, udbryder Kirsten med et smil.
– Ja, det gør du sgu også – bortset fra at du er blevet gråhåret, driller Margrethe og smiler tilbage.
Margrethe får et varmt kram af Kirsten Rosenkilde, da de mødes på Dansk Forsorgshistorisk Museum. Kirsten var ung værkstedslærer på Andersvænge, da Margrethe var anbragt der, og de to udviklede et tæt bånd til hinanden.
Det er tydeligt, at de begge er glade for at gense hinanden. Kirsten mindes, hvordan Margrethe altid var et underholdende indslag på hendes værksted.
– Jeg elskede, når du kom, for så var der gang i den, skal jeg love for! Jeg kan huske, at du satte dig på et af bordene og fortalte om nogle film, du havde set, og jeg var dybt imponeret af din hukommelse. Når du først gik i gang, så vidste man, at man skulle sætte god tid af, for du kunne dem fra A til Z. Jeg sagde til dig: ”Hvordan kan du dog huske alt det, Margrethe?”, og så sagde du bare: ”Der er da let nok, for jeg har jo det hele i hovedet”, ler hun.
– Dem lavede jeg mange af på værkstederne! udbryder Margrethe, da hun ser de udstillede klemmer i museumsmontren. Værkstederne på Andersvænge var med til at beskæftige og undervise de anbragte, og tingene, de producerede, blev bl.a. solgt til julemarkeder og var med til at finansere udflugter m.m.
Kirsten har aldrig forstået, hvorfor Margrethe havnede på Andersvænge.
– Mange af de andre havde brug for hjælp til simple ting som at drikke af en kop eller skære deres mad ud og spise det, men du kunne det hele i forvejen og fik lavet en masse flotte ting på værkstederne. Der var ingen tvivl om, at du var fejlanbragt, og det var der flere, der var, hvilket er uhyggeligt at tænke på. Men jeg havde ikke beføjelser til at gøre noget ved det, og det var også forbundet med frygt for at blive fyret, hvis man stillede spørgsmål ved nogle af anbringelserne. Desværre føltes det med tiden nærmest normalt, at det bare var sådan, man gjorde, og det er næsten det værste, mener Kirsten.
Et stykke af fortiden
– Og her er så et stykke af fortiden, fortsætter hun, mens vi bevæger os videre ind på museet. Det første, øjnene falder på, er en menneskelignende dukke, der er spændt fast til en briks med et bælte – svarende til det, som i ugevis holdt Margrethe fast engang.
– Det er væmmeligt og bringer minder frem, som jeg helst skyder i baggrunden, siger Margrethe ved synet af bæltemetoden, som i dag er udstillet på Dansk Forsorgshistorisk Museum.
– Det er væmmeligt at se og bringer nogle minder frem, som jeg helst skyder i baggrunden, siger Margrethe, da hun sætter sig på sin rollator ved siden af udstillingsmodellen.
– Men det er også en vigtig ting at vise, fordi det kan give andre en forståelse for, hvordan det var engang, og hvad man i hvert fald ikke skal tilbage til. Det er også en af grundene til, at jeg har skrevet min bog – ud over at jeg gerne vil vise, at man med stædighed kan klare sig igennem det meste, forklarer hun.
Museet og medicinen
Dansk Forsorgshistorisk Museum er nordens største samling af effekter, der fortæller om åndssvageforsorgens historie. Museet blev grundlagt i 1980 og er beliggende i den gamle køkkenbygning på det tidligere Andersvænge i Slagelse. Grundlæggeren er Erling Kristensen, tidligere ansat på Andersvænge, og foruden de udstillede effekter – heriblandt bæltemetoden – har museet flere tusinde gamle fotos samt dias, film og et bibliotek med en stor samling af litteratur relateret til åndssvageforsorgens historie. Museet driver desuden hjemmesiden http://www.forsorgshistorien.dk, hvor man kan læse følgende beretning om datidens brug af medicin til de anbragte på Andersvænge:
– Patienterne på afdeling M (mænd og drenge) fik udleveret rigtig megen medicin, især hvis de var urolige, hvad de fleste var på grund af manglende beskæftigelse. Erling Kristensen var elev på denne afdeling, hvor der var mange psykisk og fysisk handicappede. Han nægtede at give så megen medicin, uden selv at have prøvet bare lidt af medicinen og opleve eventuelle bivirkninger af disse. Han tog 15 mg Truxal, som er et psykofarmaka. Og 15 mg var den mindste dosis, man kunne få Truxal i. Virkningen var enorm. Af de kun 15 mg blev han enormt fuld, og det var den dårligste brandert, han nogensinde havde oplevet. Han sejlede, gik baglæns og faldt. Kollegaerne spurgte, om han var blevet dårlig, og han simulerede en influenza, der var i omløb, og tog hjem. Han fortalte, at han blev så afsindig tør i halsen, at han skulle drikke vand hele tiden for at holde det ud. Mange patienter drak meget vand, men der blev sagt, at det var fordi, de var åndssvage. Erling Kristensen kunne ikke tåle 15 mg, men skulle give en lille dreng 10 gange så meget, som han selv havde taget. I alt to gange 150 mg om dagen. Man fyldte dem med medicin. En læge fortæller: ”Da klorpromazin kom frem i 1952, var det en mægtig landvinding. Man blev meget apatisk af det.” Erling Kristensen tog også engang 25 mg Prozil-piller og satte sig bagefter ind på kontoret. Han blev så apatisk, at ingen kunne komme i kontakt med ham. Alligevel skulle han uddele 900 mg Prozil til patienterne. Børn, der voksede op med så store mængder medicin, blev skadet på deres udvikling.
Kirsten er enig i, at det er vigtigt ikke at gemme de dårlige sider af historien væk.
– Vi må ikke glemme, hvad der skete med eksempelvis bæltet, og hvad det gjorde ved dem, der lå der. Derfor fortæller vi også om det på museet, ligesom Margrethe fortæller om sine oplevelser.
– Jeg skal nok komme forbi med en bog til dig, Kirsten, lover Margrethe, da rundvisningen slutter.
– Det vil jeg glæde mig meget til. Hvor er det dejligt, at du er kommet så flot videre, smiler Kirsten, da de tager afsked med hinanden igen.
Det er med blandede følelser, at Margrethe besøger Dansk Forsorgshistorisk Museum, som har til huse i de selvsamme lokaler, hvor Andersvænge lå engang.
Efter Andersvænge
Hvordan gik det så Margrethe i tiden efter Andersvænge?
– Først flyttede jeg til Vimarhus i Vemmelev – en beskyttet boliginstitution, der skulle hjælpe beboerne videre ud i samfundet, så vi lærte selv at gøre rent, vaske tøj og lignende. Der var jeg i tre år, og det var en stor lettelse og glæde for mig at slippe for Andersvænge.
Margrethe fandt herefter sin egen bolig med hjælp fra en socialrådgiver.
– Det var svært at skulle klare alting selv i starten efter at have været i andres varetægt hele livet, men jeg lærte det, og det gav mig mere selvtillid. Samtidig var det en kæmpe drivkraft, at jeg nok skulle vise andre, at jeg kunne.
Det var i samme periode, hun fandt sammen med sit livs kærlighed, Knud. Mens hun boede på Vimarhus, havde hun fået sin første kæreste, Karl Kristian, der også var beboer. Men hun opdagede, at han sladrede til andre om deres privatliv, og det sårede hende så meget, at hun tog 15 piller fra sit glas med epilepsimedicin.
Heldigvis indså hun i tide, at hun måtte have hjælp, og hun opsøgte derfor Knud, som hun havde lært at kende to år forinden gennem fælles bekendte, og som boede lige i nærheden.
– Da jeg kom hjem til ham, sortnede det for mig, og han ringede efter en ambulance med det samme. Jeg svævede længe mellem liv og død og var indlagt på hospitalet i halvanden måned. Knud besøgte mig hver dag, også de første dage hvor jeg bare lå og sov, og da jeg skulle hjem, sagde han til lægerne: ”Jeg tager mig af Margrethe”, og så var vi kærester fra den dag. Han reddede mig fra at dø, siger Margrethe og mindes de 16 skønne år, hun fik sammen med ham.
En god mand
– Han var en god, kærlig og omsorgsfuld mand. Lige sådan en person jeg trængte til. Vi hyggede os, kørte ture på cykel og delte de huslige pligter. Han var en person, man kunne stole på, og som gav mig den tryghed, jeg havde savnet så længe.
Margrethe havde svært ved at stole på nogen efter tiden på Andersvænge, men hendes store kærlighed, Knud, gav hende tilliden til andre tilbage. Her ses parret på en sjov tur til Legoland.
Margrethe og Knud skabte et fælles hjem, og Margrethe fandt et fast job, hvor hun lavede ledninger til stikkontakter. Endelig oplevede hun en længere periode, hvor der skete en masse godt i hendes liv.
I 1990 begyndte Knuds helbred at skrante, og lægerne fandt en kræftsvulst på hans ene lunge.
– Det var hårdt at se ham lide, men jeg fulgte ham i tykt og tyndt til det sidste og hjalp ham med at komme rundt, da han endte i kørestol, siger Margrethe.
Knud sov ind om morgenen den 27. juni 1992. Aftenen forinden havde han set Danmark vinde EM i fodbold.
– Han var meget glad den aften, men selv om han fik en god afsked med livet, var det et hårdt slag, at det var slut. Jeg kyssede ham på kinden og panden og sagde: ”Hvil i fred. Jeg vil aldrig glemme dig og altid elske dig, Knud”. Jeg tænker stadig på ham og har svært ved at forstå, at han er væk.
Genforenet med mor
Margrethe og Knud fik aldrig børn sammen.
– Jeg besluttede allerede som helt ung, at jeg ikke skulle have nogen. Jeg ville ikke risikere, at mine børn skulle igennem det, som jeg har været. Og jeg har det fint med mit valg i dag, siger Margrethe, der ikke stod helt alene tilbage, da Knud døde.
Hendes mormor gik bort samme år, som hun mødte Knud, og i den forbindelse blev Margrethe genforenet med sin mor.
– Min mor kom hjem til mig for at fortælle mig, at min mormor var død, og så inviterede hun mig hjem til sig selv efter begravelsen, så vi kunne snakke tingene igennem. Hun forklarede mig, at hun havde gjort det, hun følte var det bedste for mig, da hun overlod mig til andre. Jeg forstod hende og tilgav hende med det samme, fortæller Margrethe, som lod sig overtale, da moren foreslog, at de nu skulle lære hinanden at kende.
Margrethe blev i samme anledning også genforenet med sine søskende, så de kunne være der for hinanden, da deres mor døde i 2016. Hun giver Knud en stor del af æren for, at hun lærte at have tillid til andre igen, og med tiden har hun desuden skabt sig et stort netværk af venner.
De var der også for hende, da hun året efter Knuds død blev ramt af en blodprop i hjernen, hvilket gjorde, at hun blev lam i højre side af kroppen og endte i kørestol. Med deres hjælp fik hun kæmpet sig på benene igen og bevæger sig i dag rundt med hjælp fra sin rollator.
Har det godt i dag
I dag vil Margrethe gå så langt som til at kalde sig lykkelig. Hun har sin egen lejlighed, som er dekoreret med julepynt året rundt.
Margrethe har det godt i dag, hvor hun bl.a. hygger sig med puslespil og broderi. Bemærk julepynten i baggrunden, som findes i hjemmet året rundt. – Julen betyder fred og glæde, og det kan man jo altid bruge, forklarer Margrethe.
– Julen betyder fred og glæde, og det kan man jo altid bruge, forklarer Margrethe, som ikke er bitter over fortiden.
– Jeg har lært at affinde mig med den. Det er jeg nødt til, for jeg kan ikke gøre noget ved den.
I stedet glæder hun sig over det liv, hun har i dag. Hun beskriver det bedst selv i sin bog:
Jeg har min handicapscooter, mine smøger, et villigt puslespil og mit nørkleri med garn og broderi. Kan man være mere tilfreds? Min arm og balance driller efter en blodprop, men jeg kan altid bede om hjælp. Jeg holder også af at farvelægge billeder på min tablet. Når lysten tager mig, og handicapscooteren er opladt til maks., kører jeg en tur til Korsør og besøger venner og drikker kaffe. (…) Jeg har ikke noget imod at være alene, jeg har hjemmeplejen, som banker på min dør 3 gange dagligt. Jeg går i klubben (et værested, red.) hver tirsdag og torsdag, som er åben for alle med en støttekontaktperson. Og drikker kaffe, viser hint og dit og dat frem, lægger puslespil eller får en småkage eller en bagt bolle, hvis nogen har bagt. Ellers sidder jeg bare og nyder selskabet og min kaffe med 2 teskeer sukker og mælk. Og så lige rygeklub mellem kaffekopperne. (…) Og så spørger du kanske om, hvad der gør mit liv så specielt?
Jeg OVERLEVEDE! Det hele. Alt som der skete. Epilepsianfaldene. Pillerne. Bæltefikseringerne. Sprøjterne. Afvisningerne fra min mor. Børnehjemmet. Pigehjemmet. Andersvænge. Alt sammen. For jeg blev voksen. Og ved du hvad? JEG ER HER ENDNU! Jah, den her søstjerne har sgu da klaret sig meget godt.
2bb9c2e06a9ec439dc6030ea395bc44c
så en
Slagelse brødfabrik på Ndr. Stationsvej
Marievej Slagelse
Antvorskov Teglværk