Jeg har tit undret mig over navnet Longvejen 🤔 og har læst mig til at Longen et højdedrag med søer i forskellige niveauer Et højdedrag med søer i forskellige niveauer kaldes et trappesystem af søer eller terrassesøer.Hvis du vil have en mere naturlig eller geografisk beskrivelse, kunne man sige:“Et højdedrag, hvor vand samler sig i flere søer, der ligger i forskellige højder og ofte er forbundet af små vandløb eller fald, kaldes et søterræn eller et terrasseret landskab.”
Jeg har så fundet en Troldehistorie der omhandler området omkring Drøsselbjerg Long
Trolden fra Bildsø Skov
Fortalt af Viggo Poulsen, Havrebjerg (1903-91)
For mange, mange år siden boede der i Bildsø Skov en stor fæl trold med sin troldkælling og deres troldunger, som han skulle skaffe føden til. Da han engang var ude på rov, havde han fanget en hel sæk fuld af mennesker, som troldkællingen skulle have til at komme i gryden. Han bar dem på skulderen i en stor sæk, der var syet af en gammel troldhud. På vejen hjemad kom han forbi Mullerup Kro, der dengang lige var blevet åbnet, og så fik han lyst til at se, hvad det var for noget og gik indenfor.Kromanden, der ikke var glad ved at huse den fæle gæst, fyldte det ene anker øl og brændevin i ham efter det andet i håb om, at det skulle lykkes at få drukket ham så pærefuld, at han gik under bordet,
så man kunne komme til at slå ham ihjel. Imens prøvede krokonen med sin saks at klippe hul i sækken for at befri de stakkels mennesker, der var inden i den. Men troldhuden var så gammel og sej, at hun kun nåede at få klippet en revne stor nok til at en mand lige kunne klemme sig ud, da trolden kom ravende og slængte sækken på nakken og gik sin vej med den, inden det var lykkedes for nogen inden i sækken at slippe ud. Han var kommet til at tænke på, at troldkællingen ventede på ham der hjemme, og hun kunne blive noget så arrig,
hvis det varede for længe, inden kom hjem med mad til hende, når hun var sulten. Trolden vandrede så af sted fra kroen ad vejen mod Bildsø Skov, men han var blevet noget usikker på benene efter besøget hos den gavmilde kromand, og da han nåede til Nørrebæksledet, var han blevet så omtåget af al den megen spiritus, at han tog fejl af vejen og drejede til højre ad den vej, der nu fører til Venemose, i stedet for at gå ligeud. Da han havde gået et stykke, gik det alligevel op for ham, at han var kommet på afveje, og så standsede han op og satte sækken fra sig et øjeblik for at orientere sig. Det benyttede de, der var inde i sækken sig af, og det lykkedes for nogle stykker af dem at kravle ud, inden trolden igen slængte sækken på nakken og vraltede videre tværs over markerne på toppen af det høje bakkedrag, der følger stranden sydpå et stykke oppe på land. Sækken slingrede imidlertid hid og did under hans vaklende gang, så at der af og til røg et par stykker ud. Nogle trillede nedad bakken mod stranden og havnede et lille stykke fra vandet, mens andre fløj ud til den modsatte side og landede nede på det sted, der nu kaldes Bys mose. Trolden var efterhånden blevet så fuld, at han helt glemte at se sig for, hvor han gik, og lige med ét snublede han over Gårdhøj og faldt så lang han var. Han tabte sækken og de fleste af dem, der var tilbage i den, røg ud og trillede nedad bakken og landede der, hvor Drøsselbjerg By nu ligger. Trolden kom dog på benene igen og fik samlet sækken op, og da den nu ikke var så tung mere, slog han over i luntetrav for at nå hurtigere hjem. Men da han var kommet forbi Emilsminde og skulle nedad den stejle bakke, der fører ned til Longen, tog han sig ikke i agt, men gik lige på næsen og tabte sækken igen, og det benyttede de sidste sig af og slap ud på nær en stakkels skrædder, der hang fast med det ene ben i en tråd indvendig i sækken. Trolden fik igen samlet sig selv og sækken op og nåede omsider hjem til troldkællingen. Da hun hørte, hvordan han havde gået og drysset al den gode mad væk, så der kun var en sølle skrædder tilbage, der var så radmager, at ingen ordentlig trold kunne være bekendt at sætte tænder i ham, så blev hun så rasende, at hun tog sækken med skrædderen i og slog trolden oven i hovedet med den, så tråden, som skrædderen hang fast i, knækkede, og da hun igen svang sækken, fløj den skrækslagne skrædder ud af hullet i sækken og højt op i luften og nåede først jorden igen et godt stykke uden for skoven. Fra den dag af var skrædderen lidt småtosset og kaldte sig selv for Hopskrædderen, fordi han havde hoppet så højt. Men den strækning af troldens vej, hvor han havde gået og drysset de mennesker, som han bar i den sæk, som krokonen havde klippet hul på, dengang han havde drukket sig fuld på Mullerup kro, den strækning blev kaldt Dryssebjerg. Og det navn blev senere forandret til Drøsselbjerg. Og beboerne der har aldrig glemt, at de har øl og brændevin at takke for deres frelse, så derfor har disse to livseliksirer altid været skattet højt iblandt dem.
Viggo Poulsen